0

Praktisk Pædagogisk Undervisning – kun navnet er tungt

For nogle elever er skoledagen krævende. Nogle elever har en svær tid med sygdom eller skilsmisse i familien, nogle er skoletrætte, nogle har særlige udfordringer eller særlige behov, viljen er svækket eller humøret i bund. Alene de skift i dagens første del, der af andre elever opleves som befordrende for læringen og umiddelbart ser overskuelige ud, fordi de gentager sig hver dag, kan for en lille håndfuld elever i en klasse være krævende i perioder af deres skolegang. På Steinerskolen i Kvistgård tager vi hånd om disse elever i faget Praktisk pædagogisk undervisning – PPU.

Af Kirsten Brincker, faglærer i håndarbejde, håndværk, havebrug og PPU, Steinerskolen i Kvistgård.

0

IT: Kritisk sans, kalligrafi og konkrete færdigheder

Steinerskolen i København har taget fat på det, som mange skoler oplever som en hvepserede – it-undervisningen. «Hvornår, hvordan og hvorfor it?» blev sidste år til et tværfagligt pilotprojekt i 7. klasse (norsk 6.klasse). Kunst- og it-lærer Lais Christensen samarbejdede med klassens hovedfagslærer og fortæller her om projektet, der resulterede i at it fra dette skoleår er fast på skemaet.

I 7. klasse arbejder eleverne i hovedfag med oplysningstiden, forbindelsen til vor tids informationsteknologiske samfund er tydelig og den blev afsættet for det tværfaglige it-projekt med klassen. Når vi ser på Johan Guttenberg og på, hvad hans opfindelse af trykpressen gjorde ved datidens samfund, er det let at drage paralleller til vor tids medieguruers opfindelse af fx Facebook, Twitter og Wikipedia og disse mediers påvirkning af samfundet i dag. Mens vi her fandt udgangspunktet for den teoretiske del af it-undervisningen, arbejdede vi i kunstfag sideløbende med kalligrafi.

Af Lais Christensen, kunst og it-lærer, Rudolf Steinerskolen i København.

0

Min heldige barndom – og hvordan tidstyvene sniger sig ind på os

Kort før jeg skulle vælge emne til min årsopgave, læste jeg Michael Endes roman Momo fra 1973. Bogen handler om pigen Momo, som tager kampen op mod tidstyvene – de grå mænd. Tidstyvene beordrer menneskene til at bruge mindre tid på unødvendig samvær, så de kan spare tid og tjene flere penge. Og selvom det er en eventyrfortælling, så beskriver den ret godt, hvordan samfundet er blevet i dag. Imens jeg læste bogen, gik det op for mig, at tidstyvene i bogen er teknologien i vores virkelige verden. Pludseligt lagde jeg mærke til, at alle steder, jeg bevægede mig hen, der oplevede jeg tidstyvene. Det blev til min årsopgave om nutidens tidstyve og grå mænd.

13076628_10208450527093900_17886134478495848_n

Af Mathilde Laura Storm Frederiksen, afsluttet 3. vg på Rudolf Steiner-skolen i Aarhus, sommeren 2017.

 

Jeg tænker tit på, hvor heldig jeg har været med min barndom. Jeg er vokset op, i slutningen af 90’erne, på en lille ø, med kun 100 indbyggere. Vi var 12 børn i alderen 0 –12 år. Det var en meget rolig barndom. Mor gik hjemme, og far arbejdede ved købmanden. Vi børn legede ude hele dagen og hos hinanden, på kryds og tværs af alder. Vi var som en stor søskendeflok, og, indtil jeg var 4–5 år, hed jeg bare Søster.


Det med løbehjul

Det var en tid uden internet, mobiltelefon og iPad. Vi legede med hinanden, løb på løbehjul, legede gemmeleg, fangede krabber, byggede huler, tog på picnic og en masse andre ting.
Jeg er vokset op med nogle forældre, som har ladet mig gøre tingene selv, uden at de konstant hjalp mig på vej og overvågede mig. Jeg fandt selv hurtigt ud af, at man ikke kunne køre på løbehjul ned ad kirkebakken uden at vælte, at man ikke skulle løbe på en våd badebro, man skulle ikke røre ved en varm brændeovn, vippe på stolen, stikke sine fingre ind i en blyantspidser, køre ned af en bakke på en cykel uden bremser osv. For gjorde man alle de her ting, så knækkede man sine fortænder, man brændte sine fingre og fik kødsår på knæene.

Motorik og fantasi
Men erfaringerne gav også både en god motorik, en god fantasi og gode færdigheder, som jeg ikke tror, jeg ville have lært på samme måde, hvis jeg var vokset op i det samfund, vi har i dag. Jeg ser alt for mange børn i dag, der sidder passivt bag en skærm, spiller spil og ser film. Jeg synes, det er synd, fordi de mister utrolig meget, af det man skal lære som barn igennem leg. Jeg synes, at det er forkert. Leg er en meget vigtig del af børns udvikling. Det er der, man lærer at samarbejde, tage hensyn og kæmpe for det, man gerne vil. For når man sidder bag en skærm, så behøver man ikke længere af give noget for at få noget. Jeg tror ikke, det er godt, at vokse op med alt serveret på en sølvfad. Børn har brug for fysisk udfoldelse for at kunne få en god motorik og lære af egne erfaringer. Det får man ikke ved at sidde bag en skærm. 

Digitale konsekvenser

Fra slutningen af 90’erne til nu er mobiltelefonen blevet et allemands eje, en genstand, som meget få mennesker kan undvære. Rigtigt mange ting er blevet digitaliseret, post, bank, venner, skolearbejde. Alt for mange ting foregår digitalt. Det synes jeg er en rigtig farlig udvikling. Vi glemmer hinanden, vi glemmer nærværet, vi glemmer den daglige kontakt, som alle har brug for. Mange mennesker sidder alene, fordi at alt for mange ting kan ordnes over nettet. Selvom det selvfølgelig har mange fordele, og nogle ting bliver lettere, så glemmer vi konsekvenserne.

Vi har ikke fået mere tid

For sjovt nok, har vi ikke fået mere tid, selvom det var det, der var meningen. I den her utroligt hurtige udvikling inden for de sidste tyve år har vi mistet nærværet. Vi har glemt, hvad det hele egentlig drejer sig om, det at være noget for hinanden, være til stede, dagdrømme og se livet.

Vi bliver afhængige af de sociale medier, som så gør, at vi bruger alt for meget af vores tid, på fuldstændigt ligegyldige ting. Pludselig har vi endnu mindre tid, end vi havde, inden alt det smarte teknologi blev opfundet.

Tabt fokus på nuet

Derfor tror jeg, at der er så mange mennesker, der lever med depression, angst, stress og ensomhed. Fordi alt for mange mennesker i denne her travle verden ikke længere har en funktion. Jeg ved godt, at rigtig mange allerede er bevidste om, hvor meget tid der bliver brugt på de sociale medier. Men os, som er vokset op med en mobiltelefon i hånden, vi skal passe rigtig meget på, at vi ikke mister en hel masse vigtige oplevelser i livet, at vi ikke får for mange overfladiske indtryk, og at vi ikke har for meget fokus på, hvad der sker alle andre steder end der, hvor vi er lige nu. Det kommer til at gøre os til overfladiske og forvirrede mennesker. Og jeg er bange for, at det vil få vores liv til at føles utrolig fattigt og meget hurtigt.

Udfordringer og ansigter

Alle de hjælpemidler, der findes i dag, gør at vi alt for nemt kommer fra A til B. De gør, at vi ikke længere har tålmodighed, vi mister evnen til at klare uforudsete situationer og evnen til at kæmpe, når det kræves af os, lige meget hvor hårdt det er. For uanset hvor surt det kan føles, når man står i situationen, så ligger der altid noget lærerigt i det, noget der udvikler os som mennesker – udfordringen! Hvis det fortsætter sådan her, tror jeg, at vi bliver rigtig dårlige til at læse hinanden, for rigtig meget kommunikation foregår, uden at vi kan se hinandens ansigtsudtryk. Hvis vi ikke husker at være nærværende og fordybe os, så mister vi alle de små lykkelige stunder, der er i vores hverdag, og som er så livsbekræftende.

Det passive stjæler det aktive

De fleste af os, lever med konstant tilgængelige informationer, tilbud om underholdning, nyheder osv. Så med tiden bliver vi automatisk trukket væk fra alt det virkelige. Fordi vi kan sidde passivt med en skærm, som vi tror indeholder alt, hvad vi har brug for. Langsomt mister vi evnen, til at underholde os selv, fordybe os og dagdrømme.Vi skal tænke over den måde, vi bruger livet på. Vi kan gøre så meget, for at børnene og unge bliver stærkere, mere sociale, eftertænksomme og kreative, det kræver bare, at vi lader dem erfare selv, lader dem få nederlag og hjælper dem til at rejse sig igen. Vi skal lære dem, at det er vigtigt, at mærke livet på godt og ondt, ikke at gemme sig bag en skærm, men være i livet, se sine venner og kæmpe for det, vi tror på.

Vi har brug for stærke unge

Jeg ved godt, at det er svært at gå tilbage i tiden, men på et eller andet tidspunkt, tror jeg, at vi bliver nødt til at få nogle helt basale ændringer, for at livet ikke bare er noget, der foregår på internettet. Verden er blevet alt for stor, vi har alt for meget udadrettet opmærksomhed, i stedet for at koncentrerer os om det omkring os.

Vi skal lære at holde fast i os selv og gå efter vores drømme. Med teknologiens udvikling i samfundet, kræver det virkelig, at vi har nogle stærke unge, der tør at sætte bremsen i, og holde fast i livets værdier, så det magiske ikke forsvinder. Vi skal passe på, at vi ikke mister næstekærligheden i det tempo, som vi lever livet i, i dag. Ellers tror jeg, at der er fare for, at vi får et meget fattigt liv.

0

Smartphones på savannen den digitale verden belønner vores hjerne – så hvorfor ændre adfærd?

Beslutningstagerne er af den overbevisning at digitalisering kun kan give velstand og bør ske så hurtigt som muligt i samfundet, skoler og daginstitutioner. Den digitale verden lægger sit net nedover såvel logistik, som læring og menneskelige relationer. Men som forsker savner jeg en reel videnskabelig dokumentation af hvorvidt og hvornår og hvordan en digitalisering af læringsmiljøer og menneskelig kontakt fremmer, forandrer eller direkte hæmmer barnets usynlige, men grundlæggende sansemotoriske udvikling og integration eller det unge menneskes kognitive, psykosociale og fysiske udvikling og duelighed.

Af Morten Fenger, Ph.d i psykologi og forfatter til bogen «Når mobilen tager magten».

0

Gralen – en dannelsesrejse

Da jeg blev født, var jeg ren. Jeg havde ligget beskyttet inde i min mors mave. Som en lukket muslingeskal der gemmer på en ren og uberørt perle. Uden bekymringer. Idet muslingeskallen åbnede sig, begyndte livet for perlen. Perlen blev fundet, poleret, sat fast i en ring og købt. Senere blev ringen sendt videre, perlen blev fjernet og poleret igen. Hele tiden i udvikling.

Af Petra Hass

0

Lad eleverne fejle sig til viden – korrekthedskulturen slår nye ideer ihjel

Professor i antropologi Rane Willerslev har rejst rundt i Sibirien som pels­jæger, været leder af Oslos Kulturhistoriske Museum og er nu forsker og underviser på Aarhus Universitet. Han fortæller her, hvorfor den korrekthedskultur, der har bredt sig på alle planer af undervisningsområdet, er en katastrofe for engagementet og nogle gange kræver civil ulydighed.

Interview Randi Pisani