Da jeg blev født, var jeg ren. Jeg havde ligget beskyttet inde i min mors mave. Som en lukket muslingeskal der gemmer på en ren og uberørt perle. Uden bekymringer. Idet muslingeskallen åbnede sig, begyndte livet for perlen. Perlen blev fundet, poleret, sat fast i en ring og købt. Senere blev ringen sendt videre, perlen blev fjernet og poleret igen. Hele tiden i udvikling.

Af Petra Hass

Da jeg blev født, begyndte mit liv. Men i modsætning til perlen blev jeg født som et individ, der selv skal pudse sig blank. Et individ, der ikke behøver andre. Jeg begyndte at trække vejret selv. Jeg skulle selv fordøje min mad. Jeg skulle begynde selv at tage stilling til, hvornår jeg ville have mad. Da jeg blev født, begyndte min dannelsesrejse. Rejsen, hvor min perle skulle pudses.

I starten er det selvfølgeligt begrænset, hvor meget man selv skal gøre. I mit tilfælde havde jeg en familie, der hjalp mig de første år på min dannelsesrejse og stadig hjælper mig. Nogle børn bliver kastet ud i voksenlivet meget tidligere end andre. De oplever det at tage en beslutning, at vælge, meget tidligere end de burde.

Parsifals muslingeskal tager lang tid om at åbne. Han lever i en lukket, beskyttet skal meget længe. Han oplever ikke de svære valg, han vokser ikke op. Men pludselig en dag bliver han kastet ud af sin skal, uden erfaring, uden hjælp flyder han rundt i havet. Man følger Parsifal begå fejl, man følger ham lære, og man følger ham rette op på sine fejl. Man følger ham til sidste side, hvor han har fundet Gralen. Hvor hans perle er så poleret, at den knuses, hvis den poleres mere.

Jeg tror, det er det, gralen er et symbol på. Når man har fundet den hellige gral, har man fundet sig selv. Man har fundet den bedste version af sig selv. Man har pudset perlen til det yderste. I middelalderen var der mange, der ledte efter gralen, men er det stadig noget, man i dag stræber efter? Jeg vil mene, at de fleste mennesker gerne vil udvikle sig, og forbedre sig, men hvordan forbedre sig?

Parsifal starter som en naiv ung dreng med målet at blive en ridder. Det er det, han tror på. Han oplever lidelse og sorg. Konsekvenserne af hans handlinger. Han oplever at miste troen, og han oplever at genfinde den. Og så er det, han finder gralen.

Gralen opfattes forskelligt af alle mennesker. Netop fordi alle mennesker har et forskelligt mål. For Parsifal var gralen hans mål. Han kunne ikke leve med det, han havde gjort. Han kunne ikke leve med Sigunes ord, så han kæmpede for at finde gralen. For Parsival var det ikke målet, men rejsen. Han fandt gralen, fordi han havde været ude på sin dannelsesrejse. Gralen var hans belønning.

Vi så i klassen den danske film ”Adams æbler”. Adam skal være samfundstjeneste i 12 uger hos en præst. I hans papirer står der, at han er en ond nynazist, men præsten, Ivan, mener ikke at Adam er ond. Ivan spørger Adam, hvad hans mål er, hvad hans opgave skal være, og Adam siger som en joke, at han vil bage en mega æblekage af æblerne fra træet på kirkegården. Det ender med at blive hans opgave. Gennem filmen oplever Adam mange vanskeligheder. Fugle og orme, der spiser af æblerne, ovnen, der går i stykker, og et lyn, der slår ned og flækker træet. Til sidst står han med et eneste æble tilbage, men det æble bliver alligevel til en lille æblekage. I starten er æblekagen fuldkommen ligegyldig for Adam. Han synes, det er en joke. Men til sidst kæmper han for at lave kagen. Kagen har fået betydning for ham. Når han har lavet den, har han nået sit mål. Han har fundet gralen.

Filmen er et eksempel på, at gralen kan være meget forskelligt fra person til person. At vores mål er forskellige, og det ikke betyder så meget, hvad vores mål er. Det er mere, at vi fuldfører dem, og det vi lære på vejen, der er det vigtige. 

Men, når man siger dannelsesrejse i dag, kommer jeg til at tænke på en rejse efter gymnasiet. En rejse, hvor det unge menneske kan finde ud af, hvad han eller hun skal med sit liv. Mange finder ud af, hvilken uddannelse de skal tage. Senere får de et arbejde og en mand eller kone, et hus, et barn og måske en hund. Dannelsesrejsen er blevet til en materialistisk rejse. Hvor er den spirituelle del? Hvor er delen, hvor Parsifal møder eneboerne og finder Gud? Hvad er gralen i dag? Er Gralen i dag at få et hus, en familie, en hund og penge. Mange, mange penge? Er det virkelig det ypperste mål? Er det det vi tror på?

Jeg er ikke specielt troende. Jeg er blevet konfirmeret, men nok mest pga. traditionen, festen og pengene. Igen det materielle. Dengang, jeg sagde ja til, at jeg troede på Gud, var jeg kun 15. Jeg var ikke helt sluppet af med min muslingeskal. Jeg levede stadig i en beskyttet boble. Og vigtigst af alt, så havde jeg ikke fundet mig selv, min tro og mine holdninger. Jeg var, og er stadig, i den alder, hvor jeg er aller nemmest at manipulere og påvirke. Jeg vidste, at dem omkring mig skulle konfirmeres, jeg vidste, at det var en tradition, og sådan gjorde man. Jeg vidste også godt, at man kunne sige nej, men hvorfor sige nej, når man fik en fest, penge og opmærksomhed? For mig handlede det ikke om troen. Jeg blev født ind i en verden, hvor perlens eneste mål er at finde en ring at sidde på.

For tre uger siden pakkede jeg min kuffert og sagde farvel til det land jeg blev født i og de mennesker, der har passet på mig, siden jeg kom ud fra min skal. Jeg tog af sted for at prøve noget nyt, for at lære noget om mig selv. Jeg tog videre på min dannelsesrejse. Jeg sad en dag alene i det nye hus, jeg bor i. Jeg sad og følte mig ensom. Jeg savnede min familie, mine venner og mit hus. Jeg savnede tryghed. Ensomheden og savnet ramte mig hårdt. I løbet af dagen var følelsen blevet skubbet til side af mennesker omkring mig. Lærere, der snakkede, eller klassekammerater i frikvarteret. Men der sad jeg så hjemme i et tomt hus, med en tom krop, klar til at blive fyldt ud af denne følelse.

Og jeg oplever mange svære øjeblikke som dette. Jeg oplever kampe, der ikke er kampe som Parsifal udkæmpede, men alligevel er kampe, som kan sammenlignes. Jeg er nu kommet et skridt længere væk fra min muslingeskal. Jeg ved ikke, om jeg er taget til Norge for at finde gralen. Jeg ved ikke, om jeg er taget af sted for at finde troen i noget. Og måske er jeg alligevel det. Måske kommer man tættere og tættere på, hver gang man udvider sit synsfelt. Hver gang man gør noget uden for sin ”comfortzone”.  Hver gang man mærker smerte. Jeg oplever, at jeg lærer noget, og at jeg udvikler mig. Jeg lærer, ligesom Parsifal, at tage ansvar for mine egne handlinger.

Det er måske den anden side af denne materielle dannelsesrejse, den spirituelle side. Man finder ikke nødvendigvis troen, men man udvikler

Petra Hass går i 3. vg, Rudolf Steiner-Skolen i Odense og var i 2. vg på Oslo By Steinerskole.

Artiklen er trykt i Tidsskriftet Steinerskolen 4/2016

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s