Mange unge mennesker verden over søger til Camphill-fællesskaberne. Men hvad er det, der gør Camphill-livet til noget helt særligt? – en personlig fortælling om et år som frivillig i Camphill i Nordirland

Af Angelika Marning

Så stod jeg der – endelig – nyudklækket student med krans på hovedet og hele verden for fødderne. De 12 års fællesskab på Rudolf Steiner-Skolen i Aarhus var slut. Nu skulle jeg se mig om efter… ja, efter hvad? Arbejde? Studie? Nej tak, ikke endnu. Det jeg søgte var et nyt fællesskab, en ny meningsfuld sammenhæng, som jeg kunne deltage i, lære af og bidrage til. Jeg ønskede mig noget, der på samme tid var socialt funderet, internationalt og udfordrende – og gerne med børn. Uden de helt store midler på lommen søgte jeg efter steder, der faldt ind under mine kriterier, og hvor man kunne arbejde frivilligt mod kost og logi. Hurtigt faldt jeg over Camphill-fællesskaberne.

En kort ansøgning, to fly og en længere busrejse senere, stod jeg så i Nordirland foran indgangen til Camphill Community Glencraig uden nogen anelse om, hvad der ventede mig. Men hvor blev jeg hjertevarmt modtaget. Her var et fællesskab, hvor alle mennesker accepteres, præcis som de er, og værdsættes for lige netop dét, den enkelte kan bidrage med til helheden.

Mennesket i centrum

En Camphill er et lille samfund i samfundet, hvor mennesker med store særlige behov, de såkaldt udviklingshæmmede, lever side om side med mennesker med mindre særlige behov, de såkaldt normale. Her er CV, uddannelse eller 5 års erfaring ikke nødvendigt, for at man kan få lov til at være med. Hvilket jo ellers ofte er kriterier en student står overfor. En Camphill er et sted, hvor mennesket sættes i centrum, og hvor tilliden, til at den enkelte har evne til at vokse med opgaven, er en naturlig del af arbejdet med de unge mennesker, der, som jeg, kommer som frivillige. Camphill-fællesskaberne bygger på Steiners pædagogik, men man behøver bestemt ikke have en Steiner-baggrund for at komme i betragtning som frivillig. Rent faktisk var jeg den eneste af 25 internationale frivillige, der var tidligere Steinerskoleelev.

Drager, løver og fantasiens betydning

I Glencraig fik jeg som 18-årig ansvaret for en skøn, svært autistisk lille dreng – og vi udviklede os og voksede sammen hele det år, jeg fik lov at være en del af hans hverdag. Det var sjovt, udfordrende og i særdeleshed lærerigt. Hver dag var guld værd. Jeg havde den helt særlige oplevelse at blive lukket ind i drengens verden, men var også så heldig, at jeg, med uanede mængder kærlighed, tålmodighed og en god portion stædighed, fik mulighed for at åbne resten af verden for ham. Han strålede, ja, vi strålede nok egentlig om kap. Og hvor var han nysgerrig på alt. Hans fantasi fejlede absolut intet. Vi kunne sidde i timevis udenfor, tilbagelænet med ansigterne vendt mod himlen, alt imens han pegede på skyerne og fortalte mig alt om himlens hemmeligheder. ”Look, there is a dragon in the sky”, for blot kort derefter ivrigt at udbryde ”Look, that is a lion”. Når man udforsker verden og lader fantasien blomstre uhæmmet, vokser selv de mindste ting sig store og smukke. Min tid i Camphill med denne dreng lærte mig, hvor vigtig fantasien er for menneskets fortsatte udvikling, for både børn og voksne; og hvor vidunderligt taknemmeligt det kan være at lede efter det store i det små.

Camphill er en livsstil

Livet i en Camphill Community er karakteriseret af fællesskab, et slags mini-samfund bestående af en klynge huse, en skole til børnene, værksteder til de voksne og et lille landbrug. Der er ro, rytme, tryghed og masser af energi, ja hele stedet trækker nærmest vejret i ét og samme åndedrag. Man er fælles om alle daglige gøremål, og alle bidrager til, at helheden kan fungere, hvad enten det er af kunstnerisk, kreativ eller praktisk karakter.

Der gøres en stor indsats hele året rundt for at leve så bæredygtigt og selvforsynende som muligt. Maden bliver dyrket selv, forarbejdet og fordelt efter behov. Alt er kompromisløst økologisk eller biodynamisk – der vises helt naturligt hensyn til både dyrenes, naturens og menneskers forskellige behov. Camphill-livet er ikke et arbejde, det er en livsstil, og som ung er det en helt særlig oplevelse at leve Camphill-livet. Det er det, ikke blot fordi det er et dejligt og rummeligt sted at være, men fordi det også er spækfyldt med andre unge mennesker. Uden dem ville det højst sandsynligt være svært for et sted som Camphill at kunne tiltrække kræfter nok til de mange opgaver, der skal løftes. Personligt vil jeg derfor ønske, at endnu flere unge mennesker får øjnene op for de muligheder, et sted som Camphill fællesskaberne tilbyder.

Vi vender stadig tilbage

Mine oplevelser i Camphill var uvurderligt gavnlige for mig i utrolig mange henseender. Og de bånd, jeg knyttede igennem mit år som frivillig – ikke bare til drengen, men også til de andre børn og voksne på stedet – har fået mig til at vende tilbage år efter år sidenhen. Vi tidligere frivillige, mødes i ferierne og tager med børnene forskellige steder hen i Irland. Det er berigende at få lov at følge med i deres udvikling, og dejligt for alle parter at kontakten bibeholdes.

sitatikonEt mere sjælefuldt og hjertevarmt sted end Camphill har jeg ikke oplevet noget andet sted i verden – jeg anbefaler det og er dybt taknemmelig for at have været en del af det!

Af Angelika Marning, studerende, MSc Miljø- og Konfliktanalyse ved Aarhus Universitet. Teksten er hentet fra tidsskriftet Steinerskolen 2/2016.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s