En årsopgave om Israel-Palæstina-konflikten.

Som elev på en Rudolf Steinerskole oplever man – lige fra første klasse – hvert år, hvordan eleverne fra 3. vg. udstiller deres årsopgaver. Det er en stadig kilde til beundring, men også til afskrækkelse. For hvordan skulle man nogensinde selv kunne lave så gennemarbejdet et projekt?

I marts 2014 var det så min tur til at præsentere årsopgaveemne. Jeg valgte Israel-Palæstina-konflikten som emne, med en rejse til området og en fotoserie fra rejsen, som henholdsvis praktisk og kunstnerisk del. Jeg valgte emnet på grund af min interesse for politik, samfundsforhold og menneskerettigheder. Min interesse for emnet var opstået ved samtaler med en god palæstinensisk ven, men min viden om konflikten begrænsede sig til hans patriotiske beretninger fra Palæstina. I starten var arbejdet med opgaven forbundet med nogen nervøsitet. Hvordan griber man så omfattende et arbejde an? Det kan i begyndelsen af processen være svært at se slutningen, for et år er umådelig lang tid, hvor mange ting kan nå at ændre sig.

Forberedelse kræver disciplin

En stor del af arbejdet bestod i starten af at læse en masse baggrundsmateriale og forberede min rejse og de interviews, som jeg ville foretage. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var et ambitiøst emne med materiale nok til at fylde flere biblioteker. For at være klar til at tage af sted til Israel og Palæstina i sommerferien, måtte jeg arbejde disciplineret fra starten.

Venten på ophør af raketkrig

Jeg fik imidlertid en alvorlig krise, da der udbrød en raketkrig mellem Israel og den palæstinen-siske Gazastribe. Ville jeg komme af sted? På den ene side var det utroligt frustrerende, at jeg befandt mig i en venteposition, hvor jeg ikke vidste, hvornår jeg kunne komme af sted. På den anden side var det også en ekstra motivation til at arbejde med opgaven, fordi konflikten udviklede sig fra dag til dag. Først i november lykkedes det mig så at komme af sted.

palestina5En grensepost mellom Israel og Palestina

Værtsfamilie gennem Steinerskolen i Haduf

I den første uge boede jeg hos en jødisk familie i det nordlige Israel. Jeg fandt frem til min værtsfamilie gennem Steinerskolen i den israelske landsby Harduf. Allerede samme aften, som jeg sendte en mail til skolen, modtog jeg svar fra ni familier, som tilbød at have mig boende.

Fra min rejsedagbog:

”Jeg lander i Ben Gurion Airport den 1. november. Den første uge af mit ophold bor jeg hos en jødisk familie i det nordlige Israel, i nærheden af Haifa i en Moshav (noget lignede en Kibbutz).Vejret er varmt og tørt. Jeg bliver hentet af moderen, og turen går op nordpå, igennem Tel Avivs skyline og til det bakkede og mere grønne og frodige Galilæa. Det er lørdag, Sabbath, jødernes ugentlige højtid, men mørket er faldet på, og folk begynder at komme ud igen. I et supermarked på vejen ser jeg unge drenge med kalot og lange krøller, alle i hvid skjorte og sorte bukser. Et syn man først skal vænne sig til, når man kommer fra Danmark.” Familien gav mig en fantastisk start på opholdet, et godt indblik i israelsk kultur og nogle gode samtaler, bl.a. om oplevelsen af bombefly, der flyver hen over byen om natten på vej til Gaza eller betydningen af værnepligten i Israel. I den anden uge boede jeg på et vandrerhjem i Jerusalem, midt i konfliktens kerne, hvorfra jeg besøgte Vestbredden. Således oplevede jeg de store forskelle mellem det moderne Israel og det besatte Palæstina med en befolkning, som lever under vanskelige vilkår.

Under min rejse prøvede jeg så vidt muligt at forholde mig neutralt til de mennesker og forhold, som jeg mødte. Dette gjaldt også under de interviews, som jeg foretog, hvor det var vigtigt for mig, at det var min interviewpartners egen fortælling og oplevelse af konflikten, som stod i centrum, og at jeg var den neutrale tilhører. Samtidig gjorde mit forarbejde hjemmefra det muligt for mig at spørge kritisk i de tilfælde, hvor der var noget, der ikke gav mening i forhold til min viden på området.

Rejsen nuancerede min opfattelse

Rejsen var i høj grad med til at nuancere min opfattelse af konflikten. Selvom jeg havde læst og skrevet en del, før jeg tog af sted, gav rejsen mig en indsigt og forståelse, som tusind bøger ikke kunne have givet mig. På tæt hold fik jeg en fornemmelse af palæstinensernes og israelernes liv i det konfliktfyldte område. Mine oplevelser supplerede derfor rigtig godt de mere teoretiske overvejelser om konflikten, som jeg havde gjort mig før min rejse, og min opgave begyndte derfor efter rejsen langsomt at tage form.

En ko i et minefelt

Rejsen knyttede mig også tættere til mit emne. Med rejsen gik det fra at være ”noget der foregår nede i Mellemøsten”, til at være noget der i højere grad blev personligt vedkommende, og noget der kunne påvirke mig følelsesmæssigt. Også fordi det hele var så anderledes og til tider grotesk. Et eksempel fra min rejsedagbog:

”Golanhøjderne er fyldt med miner. Derfor er der afspærringer og skilte over det hele, som indikerer, at dette område ikke må betrædes. Golanhøjderne har samtidig et intensivt kvægbrug, så bag ved et af disse skilte ser jeg en ko, som står og græsser i fred og ro. Desværre når jeg ikke at tage et billede af denne ironiske situation, da bilen raser hurtigt videre i israelsk hastighed.”

At overvinde sig selv

Årsopgaven er en proces, hvor man hele tiden må overvinde sine egne grænser. For mig har det været en overvindelse at rejse til Israel og Palæstina og at gennemføre udfordrende interviews med eksperter og lokale beboere på dansk, engelsk og tysk, f.eks. med journalisten Herbert Pundik, som tog imod mig på sin terrasse til tre timers intens samtale og en god frokost. Det har været lærerigt at udfordre sig selv på den måde.

Interessen for området holder

I foråret afleverede jeg min årsopgave efter en proces, som jeg ikke ville have været foruden. Den har givet enkelte kriser undervejs, men mest glæder, og den har lært mig en hel masse. Årsopgaven er en enestående mulighed for at prøve kræfter med et selvvalgt emne, som virkeligt interesserer én. Det har betydet meget for mig, for det har været interessen, som har drevet arbejdet og holdt mig til ilden (næsten) hele året.

palestina6

Jeg er blevet påvirket af områdets intensitet, den fremmede kultur og alle paradokserne. Jeg har en dyb sympati for begge parters befolkning. Det er min oplevelse, at flertallet af befolkningen på begge sider ønsker fred, men desværre er det ofte sådan, at det er de radikale, der sætter dagsordenen. Min egen holdning er, at ligesom jøderne har ret til selvbestemmelse, så har palæstinenserne det også. Arbejdet med min årsopgave har betydet, at jeg er blevet forelsket i området, og at jeg samtidig er blevet endnu mere interesseret i politik og samfundsforhold, ikke mindst menneskerettigheder. Derfor tager jeg i oktober måned til Vestbredden for at arbejde som frivillig i ca. 3 måneder. Juleaften regner jeg med at holde i Betlehem. Derefter har jeg et ønske om at studere mellemøststudier eller noget i den stil.

 

palestina1Tekst og foto: Mikkel Tind, dimittend fra Steinerskolen i Odense, 2015. Artikkelen er hentet fra tidsskriftet Steinerskolen 4/2015.

 

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s