Den gode elevsamtale er et supplement til lærerens skriftlige evalueringer. Fra 14-15-års alderen har eleverne nået en alder, hvor de forventes at kunne stille sig reflekterende og ansvarlige over for sig selv. Læreren kan nu med fordel lægge sin faglige autoritet til side, møde eleven i øjenhøjde og stille spørgsmål til elevens forståelse af sin egen situation. Et godt spørgsmål er som en lyskegle ind i afkroge, man ikke har afsøgt før. En invitation til at undersøge betydning og bevæggrunde, man ikke har sat ord på tidligere.

Skolens opgave er at forberede de unge mennesker til at finde deres egen vej og opgave i livet. De skal lære om verden, de skal tilegne sig viden og evner, og de skal lære sig selv at kende. Læreren er rejseguiden, der fører eleven igennem alle disse læringslandskaber. At lære sig selv at kende er dog ikke noget, nogen kan lære en, men vi kan yde hjælp til selvhjælp. Vi skal evaluere, så vi ser vores handlinger i lyset af vores hensigter. Midlet ligger lige foran os i sproget: spørgsmålet.

Fra sniksnak til samtale

Derfor er udgangspunktet for den gode elevsamtale aftalen om, hvad vi skal tale om. Det er at finde det pejlemærke, der kan holde samtalen på sporet. Enten kan læreren sætte overskriften fx: ”Vi skal snakke om, hvordan det er gået siden sidst, og hvad du vil have fokus på ind til sommer”. Eller eleven kan vælge overskriften, f.eks. ”Jeg synes, det er lidt svært i klassen/jeg er ved at være lidt skoletræt/jeg har svært ved at nå både lektier, fritidsjob og min sport”.

Sæt ord på ressourcerne

En god måde at komme i gang er at spørge til det, der går godt. Som regel er vi bevidste om, hvor skoen trykker, for det generer jo – derimod går vi sjældent og sætter ord på, hvad der går godt. En samtale, der tager udgangspunkt i det, der går godt, får lyset frem i øjnene og styrker elevens selvtillid til at tage fat på det, der er mere udfordrende. Her er altså første del af evalueringen: nu hvor vi ved, hvad der går godt, kan vi spørge mere ind til det: ”Hvad er det mest tilfredsstillende ved den opgave, du lige har lavet? Hvad siger det om dig, at du fik lavet en god opgave, selvom du kom så sent i gang?”  Med andre ord bliver vi ikke stående ved det første svar, men spørger videre og folder dermed lag på lag ud, så eleven får styrket sin forståelse af sin motivation, værdier og bevæggrunde.

sitatikonEn samtale, der tager udgangspunkt i det, der går godt, får lyset frem i øjnene.

 

At rumme udfordringen

Fra et sådant ressourceafsæt er det naturligt at spørge til det, der udfordrer eleven. Det vigtige her er at lade eleven definere sine udfordringer og sætte sine egne ord på. ”Jeg skal bare tage mig sammen” fortæller ingenting – men giver rig mulighed for at spørge, hvad der evt. bliver mere spændende ved at tage sig sammen, og hvilke fordele, der kunne være ved at tage sig sammen. Har eleven i den foregående samtale haft nogle fokusområder for sig selv, kan man med evaluering som formål spørge: ”Hvor har du overrasket dig selv positivt? Hvor har du ikke levet op til det, du satte dig for?” Her er det vigtigt som lærer at spørge på en sådan måde, at vi søger forståelse og ikke fordømmelse. Vi kan ikke forandre det, vi ikke først har rummet. Altså må eleven selv opdage: ”Jeg har en udfordring i forhold til at motivere mig til det, jeg ikke gider.” Vi kan håbe, at næste sætning for eleven lyder: ”Det må jeg gøre noget ved.”

sitatikonVi tager på den måde lidt forskud på fremtiden og ser problemet fra løsningens bjergtop.

Fra bagudrettet evaluering til fremadrettet fokus

Skal det bagudrettede blik have et formål, så skal det omsættes i et fremadrettet fokus: en udfordring er en opgave, jeg stiller mig selv. Tre spørgsmål, der kan afklare graden af elevens indflydelse på problemet er: ”Kan jeg løse det? Kan jeg leve med det? Kan jeg slippe det –tankemæssigt eller konkret?” Tredje fase i samtalen handler derfor om, hvordan fremtiden vil se ud, når/hvis det lykkes at løse problemet. Dette sporer eleven ind på at tænke i løsninger frem for at fokusere på problemet. Når løsningen/ønskescenariet er beskrevet, kan vi spørge, hvilke kompetencer og handlinger, der førte til løsningen. Vi tager på den måde lidt forskud på fremtiden og ser problemet fra løsningens bjergtop, hvor alt tager sig lidt lysere ud. ”Så når du står og ser tilbage på den opgave, du gennemførte selvom du ikke var motiveret – hvad var så det første skridt, du tog? Hvad var det gode ved det? Hvad kostede det dig?”

Man kan selvfølgelig også gå direkte på udfordringen og undersøge, hvad det vil kræve at overvinden den. Spørgsmål som ”På en skala fra 1–10, hvor vigtigt er det for dig at få løst dette?” kan motivere til handling.

Fra hensigt til handling

Sidste del af samtalen er handlingsbane og afsæt til handling. Hvad vil du helt konkret gøre? Hvad er det mindste skridt, du kan tage, som vil føre dig i den retning, du har sat sig for? Hvornår gør du det? Hvad er lykkedes, når vi har den næste samtale om xx tid? Hvad vil du som minimum være tilfreds med?

sitatikonEleven får styrket sin forståelse af sin motivation, værdier og bevæggrunde.

 

Bildep2

Eleven formulerer aftalen med sig selv

I denne sidste fase af samtalen, hvor eleven laver aftaler med sig selv, er det meget fristende for læreren at tage over i retningen af ”Skal vi så ikke aftale, at du xxx?” Her er det vigtigt at sidde på sine hænder og holde sin mund – for styrken i denne type coachende samtale er, at det er eleven selv, der formulerer sit mål og laver sin aftale med sig selv – og det er meget demotiverende, hvis læreren så ”tager stikket” lige inden man selv nåede at gøre det! Har eleven formuleret sit første skridt, får vi nemlig som lærere mulighed for at heppe, at anerkende og at understøtte: ” Flot aftale – held og lykke med det!”

Det er derfor også en god ide, at lade eleven skrive det ned, han/hun sætter sig for inden næsten samtale. Den mellemliggende tid bliver et træningsrum til de nye vaner/tiltag – og i den efterfølgende samtale bliver evalueringen og læringssamtalen tilbageblikket på de konkrete skridt, eleven har taget. Så er ringen sluttet.
Bliver disse elevsamtaler indarbejdet som en kultur på den enkelte skole, som del af en lærings- og evalueringskultur, har vi etableret endnu en måde, at lære den unge at lede sig selv, at mestre sit liv.

sitatikonStyrken i denne type coachende samtale er, at det er eleven selv, der formulerer sit mål.

 

Tekst: Lotte Juul Lauesen, forfatter til Den gode elevsamtale – en coachende tilgang til mødet med unge, Akademisk forlag 2013. Lotte Juul Lauesen har arbejdet som eurytmist på Rudolf Steinerskolen i Silkeborg i 23 år, og som socialøkologisk konsulent, supervisor og coach i 12 år. Er desuden medforfatter til bogen Indblik i euyrtmien og holder kurser på skoler om bl.a. den gode elevsamtale.

Foto: Bård Ek og Freddy Wike.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s