Idræt kan være med til at bryde forestillinger og fastlagte vaner. I de yngste klasser er lærerens fornemste opgave at sørge for, at der ikke bliver skabt for store individuelle afstande i de enkelte klasser, således at nogle stormer frem, mens andre trækker sig tilbage. Eleverne har brug for at lære deres eget mentale rum at kende og helt fysisk at lege med deres grænser. For mens de børn, der ikke tør kaste sig ud i nye udfordringer, kommer til at undervurdere sig selv, så kommer de børn, der ikke kender deres egne grænser, til at overvurdere sig selv. Og det er erfaringer som barnet og den unge tager med til andre områder af tilværelsen.

At prøve og ikke prøve

Idræt handler om, at finde den fine balance mellem ikke-prøve og over-prøve. Kroppen skal nå at følge med uden at få for dybe ar. Men grænserne er individuelle for hver elev, og det er idrætslærerens opgave at strukturere undervisningen, så alle får mulighed for at finde deres indre rum og arbejde med det.

Bolden deler klassen

Når en ny tredjeklasse starter med idræt, er det tydeligt, at de har svært ved at overskue salens rum og bedømme afstande i forhold til fart. Eleverne hvirvler ud og ind imellem hinanden. Tidligere havde jeg bl.a. bolde med ind i 3. og 4.klasse, hvor vi lavede små boldspil. Det er jeg helt stoppet med. For mange elever ødelægger de nemlig motivationen. Bolden bevæger sig tredimensionelt. Nogle børn opfatter og behersker det hurtigt, men andre trækker sig per instinkt fra den der ting, der farer ukontrollabelt rundt. Lege med bolde splitter børnene alene på grund af boldens bevægelse, og kløften vokser med tiden. Det er alt for tidligt, at klassen bliver delt i dem, der kan, og dem, der ikke kan. Desuden skaber boldspil større fokus på konkurrence, men først i 6. klasse er konkurrencen en virkelig motivationsfaktor.

Vi leger os ind i rum og redskaber

Nu lader jeg i stedet 3. og 4. klasse lege. Bevægelseslege, forløsningslege, fangelege, så de lærer rum, afstande og fart at kende. Jeg bruger også redskaberne, men aldrig på den måde de er designet til at blive brugt. Vi bruger dem som forhindringer, som skal smages og sanses, så kroppen bliver fortrolig med dem. Eleverne bevæger sig først og fremmest i det todimensionale plan, de leger sig til at beherske rummet omkring dem og de lærer kroppen de bevægelsesmønstre, som de senere skal bruge, bl.a. når bolden senere bliver en del af undervisningen.

Skjermbilde 2016-03-09 kl. 21.20.33

Cirkus er vejen til plinten

Efter efterårsferien står der cirkus på programmet i 5. klasse. Eleverne deler sig selv ind i fire grupper, og hver gruppe får tildelt et redskab enten pilt, reck, tove, barre eller trapez. Det bliver gjort helt klart, at ingen må bruge redskaberne, før alt er på plads med hensyn til sikkerhedsunderlag osv. Grupperne får det meste af en dobbelttime til at opøve et program på ca. 5 minutters længde, som de til sidst i timen viser for resten af klassen. Opgaven går ikke så meget ud på at udfolde sig kropsligt, men faktisk i højere grad på at samarbejde. Hvis en elev bliver sur over en anden elevs væremåde og trækker sig, så skal både den forurettede og gruppen sørge for og gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få vedkommende tilbage i gruppen. Man skal invitere og inviteres.

Igennem cirkusarbejdet, hvor de selv får lov at udfolde deres fantasi i et længere forløb, får de sig selv bedre med i forhold til disse ”fremmedlegemer”, som redskaberne endnu er for dem. Først derefter går vi ind og viser dem de øvelser, som vi ønsker de skal lave og som her i 5. klasse udfordrer motorikken og lysten til at udvide sit eget potentiale

Skoleidræt er fællesskab og muligheder

Som lærere oplever vi ofte, at det har stor betydning også for klassens øvrige sociale liv, at få alle integreret ved at give idrætsundervisningen former som alle magter. Hvad eleverne gør i frikvartererne og efter skoletid med bolde eller andre specialiserede idrætsgrene er en helt anden snak, som intet har med skoleidræt at gøre, da de gør det af egen vilje og lyst. Det elitære kan de dyrke, alt det de vil, udenfor skolen i klubber osv. Skoleidræt er ikke til for at skabe elitære elever, men for at skabe fællesskab i det sociale og give eleverne en fornemmelse af deres egen krop, deres muligheder og grænser.

Kroppen er hovedets kar

Vi lærere har det med at tro, at det er helt normalt for børn i deres fysisk mest aktive alder at sidde på en skolestol i 5-6 timer dagligt. Og vi mener, at det nok er børnene det er galt med, hvis det ikke går. Vi giver gladeligt specialundervisning i alt det, der skal proppes ind i hovedet på eleverne, mens kroppen, som er hovedets kar, ikke får helt samme opmærksomhed. Kroppen strejker nogle gange overfor en ny udfordring. Slår man sig til tåls med kroppens `nej`, bliver det til en selvforstærkende forestilling om ikke at kunne.

Mere bevægelse løfter

Jeg har i år fået indført et nyt lille tiltag, som går ud på, at jeg i hovedfagsundervisningen kommer ind og tager enkelte elever eller hele klasser ud til bevægelse. Vi laver smålege, korte løbeture, motoriske øvelser og for de ældre elever styrketræning, hvor skolens udendørs træningsredskaber, som jeg selv har udviklet, indgår.

sitatikon2 Jeg vil meget gerne slå et slag for mere bevægelse og aktivitet i skolen og for at børn, der kropsligt ikke helt er på niveau med klassekammeraterne, får understøttende bevægelsesundervisning. Lur mig om det ikke – næsten helt utilsigtet – smitter af på de andre fag.

Se Gyrd Ernstens udendørsredskaber her 

Af Gyrd Ernstsen, idrætslærer på Rudolf Steinerskolen i Aarhus. Teksten er hentet fra Steinerskolen 1/2015.

 

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s